I Emotionskoden arbejder vi med forskellige typer traumer. Jeg vil i dette indlæg skrive lidt om dem.
Mange forbinder traumer med voldsomme hændelser, som vi har svært ved at bearbejde, og som måske bliver ved med at plage os. De fleste kan sikkert komme i tanke om episoder fra deres liv, som på en eller anden måde har sat sig i dem og måske ændret dem.
I Emotionskoden arbejder vi dog ikke kun med traumer i den klassiske forstand. Vi fokuserer også på at forløse traumer og fastlåste følelser, som kan opstå på andre måder. Disse kan deles op i flere forskellige kategorier:
Almindelige fastlåste følelser
Almindelige fastlåste følelser er dem, vi oftest støder på i terapien. Det er følelser, der har sat sig fast i dette liv – oplevelser fra barndommen, brud med kærester eller ubehagelige situationer, som kan opstå i alle aldre. Ofte behøver vi ikke at vide meget om disse følelser for at kunne forløse dem. Underbevidstheden guider os til, hvor meget vi skal vide – det kan være alderen, hvor følelsen opstod, eller situationen, der udløste den.
Arvede fastlåste følelser
Arvede fastlåste følelser, også kaldet generationstraumer, er følelser, vi har arvet fra vores forældre, bedsteforældre eller endnu længere tilbage. De kan påvirke os på måder, vi ikke altid er bevidste om, og skabe ubalancer i vores liv. Når vi forløser en arvet følelse, bliver den samtidig forløst i alle, der har arvet den. Dermed kan en enkelt forløsning have positiv indflydelse på mange familiemedlemmer.
Absorberede fastlåste følelser
Absorberede fastlåste følelser er følelser, vi har taget til os fra en anden person. Dette kan ske, hvis en person har udtrykt følelsen meget tydeligt, eller hvis vi har været ekstra modtagelige grundet en åbning i vores energifelt, fx pga. sygdom, eller fordi vi har været meget empatiske. Vi forløser dem på samme måde som andre følelser, ofte med lidt ekstra information om situationen.
Delte fastlåste følelser
Delte fastlåste følelser opstår, når to eller flere personer i nærheden af hinanden har haft den samme følelsesmæssige reaktion på den samme hændelse. De kan opstå hos nære venner eller søskende, der har oplevet noget voldsomt sammen, eller hos personer, der har været vidne til en overvældende og ubehagelig situation. Delte følelser er sjældne, men kan forløses på samme måde som andre fastlåste følelser.
Prænatale fastlåste følelser
Prænatale traumer er fastlåste følelser fra vores tidligste udvikling – før fødslen, under graviditeten. Disse følelser kan være påvirkninger fra vores mor eller fysiske hændelser, der har påvirket os i livmoderen. Nogle gange er traumet forbundet med selve fødslen og de forandringer, det medfører.
Fastlåste følelser før undfangelsen
Dette er den mest sjældne type fastlåste følelser. De er knyttet til oplevelser før undfangelsen, ofte fra tidligere liv. Disse følelser kan være dybt forankrede, og underbevidstheden ønsker ofte, at vi får mere information om årsagen til dem, før vi kan forløse dem. Vi kan teste os frem til et klart billede af det tidligere liv og de oplevelser, der skete. Jeg har selv oplevet at forløse følelser, der gik helt tilbage til før år 0. Det er en lang tid at bære rundt på et traume.
Comments